Den litterære sportssommer: Atletik

Digter Caspar Eric tager stafetten med ud på atletikbanerne i Glostrup

Glostrup Bibliotek har inviteret digter Caspar Eric til at skrive en tekst om en valgfri sportsgren fra OL. Den amerikanske sprinter og længdespringer Carl Lewis har en central rolle i Caspar Erics digt.

I sin karriere opnåede han intet mindre end 10 OL guldmedaljer i hhv. 100 meter, 200 meter og længdespring, og nu er han med i et splinternyt digt, som vi er stolte af at kunne præsentere her. 

NYE TIDER, NYE GUDER

af Caspar Eric

Carl Lewis var den første

gud jeg fik

i gave af de ældre

på fritidshjemmet:

Den ranke torso

hans arme der bare

trak gennem luften

håndfladerne som knive

benenes monotone

banken mod gummiet

igen og igen

og uden at tabe

farten det mindste

i ræset mod stregen.

Vi øvede i gården

ovre på skolen

og selvfølgelig kunne min krops

haltende væsen

som en anden Hefaistos

aldrig vinde,

Så jeg begyndte at løbe langt

til idrætsdagene;

fandt en disciplin

der modtog det stædige

og trodsige i mig

lige indtil

at alle selvfølgelig

en dag kunne løbe langt.

Og så var det op

på tilskuerrækkerne

med mig og heppe

med mig og nørde

tider og rekorder

og vindforhold

mens kroppens maskiner

bankede derudaf

i kamp mod uret

i kamp mod sig selv

i kamp mod fysikken

og fysikkens grænser.

Sarah Ahmed har engang sagt

at det er godt at løbe

hovedet mod muren

om ikke andet

for at vi kan se

at murene findes.

Ligesom at vi nu

kan se at de grænser

altid har kaldt naturlige 

blotter noget vi har aftalt 

som regler i sport

og regler for kroppe;

At transkvinder udelukkes 

fra løb og atletik

fordi deres hormonniveauer 

er alt for høje.

Ligesom at Oscar Pistorius

i lang tid måtte kæmpe 

for retten til at løbe 

på sine cyborgben. 

Men undskyld mig, 

hvad fanden er forskellen 

på det i forvejen unaturlige 

ved atletens krop

i forhold til min

og så transkvindekroppen. 

Det er begge kroppe 

modtaget ved fødslen

det er begge kroppe

der er født til storhed.

Jeg vil have nye guder

jeg vil have nye idoler

direkte gennem skærmen

og ind under huden.

Tiden må sgu da være inde

er tiden ikke inde.

Er tiden ikke det

vi løber imod

og bruger til at baske os

igennem historien

og bruger til at vise

hvor langt vi er kommet;

en knytnæve på en skammel

et flag om en hals.

Der er ingen der ankommer

til startblokken alene

og ingen krop

der kun er naturens;

hvilket var lige præcis

hvad jeg elskede ved Carl Lewis:

at det overnaturlige

også var menneskets.

 

Materialer
  • Bog

7/11

Digte der som et reality tv-show, og i et kreativt og evigt tvivlende flow, følger en person der er ung og bosidende i København. Digtene handler om op- og nedture, kærlighed, lykke, stoffer, hashtags, internettet og sociale medier
Læs mere
  • Bog

7/11

  • Bog

Nike : poesi

Langdigt om en ung, handicappet mand, der må forholde sig til sin krops begrænsninger
Læs mere
  • Bog

Nike : poesi

  • Bog

Alt hvad du ejer

Digte. Et langdigt om at miste, om sorg og tab, og om bearbejdelse, erkendelse og om at komme videre med livet. Måske
Læs mere
  • Bog

Alt hvad du ejer

Caspar Eric (f. 1987): Jeg vil ikke tilbage : digte fra dage med COVID-19
  • Bog

Jeg vil ikke tilbage : digte fra dage med COVID-19

Caspar Eric har skrevet et digt om dagen i 80 dage, fra Danmark lukkede ned pga. COVID-19. Digte om omsorg, angst og en verden, der med ét virker forandret. For læsere af ny dansk poesi
Læs mere
  • Bog

Jeg vil ikke tilbage : digte fra dage...