""

Herlev Bibliotek i spidsen for ny app

Kulturministeriet har givet stor pose puljemidler til nyt projekt

Der er altid gang i nye idéer og udvikling på Herlev Bibliotek, både i huset og i samarbejde med andre. Og nu har et af de kommende projekter fået knap 800.000 kroner i støtte fra Kulturministeriet.

Med de puljemidler skal Herlev Bibliotek i samarbejde med Aarhus Biblioteker, Københavns Biblioteker og Viborg Biblioteker udvikle en helt ny app, der skal lære børn om biblioteket og skabe læselyst. 

Kronen på værket med AR

Den kommende app, der udvikles i løbet af 2021 og 2022, er faktisk kulminationen på et andet stort udviklingsprojekt, der blev afsluttet i marts 2019, og som Herlev Bibliotek også stod i spidsen for.

Her var projektets formål at tage de første spæde skridt ud i at udvikle og teste teknologien Augmented Reality i forskellige koncepter til forskellige målgrupper i bibliotekerne.
AR-teknologien blander computer-grafik og virkelighed, som vi kender det fra blandt andet spillet Pokémon Go. Læs mere om det første AR-projekt her.

Den bedste løsning i projektet blev til en prototype på en app med arbejdstitlen ”Bibliobitternes Ø”. Her skal børn på digital skattejagt i biblioteket og på den måde lære det og forskellige typer materialer at kende, for eksempel fagbøger, spil og romaner.

Projektet og prototypen dannede grobund og interesse for at gøre app’en til virkelighed. Og det kan heldigvis nu lade sig gøre med de tildelte puljemidler.
 

Corona lærer nøgen kvinde at spinde…

Kulturminister Joy Mogensen siger om uddelingen af midler fra puljen ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre”:

”Er der noget, coronakrisen har lært os, så er det, at der mere end nogensinde før er behov for at støtte kulturaktiviteter og fællesskaber om kulturen til alle danskere, men særligt for dem, der har det allersværest lige nu. Vores folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre er kommet med en masse inspirerende idéer til, hvordan de kan samle borgere over hele landet på forsvarlig vis og give os alle nogle gode oplevelser, som måske også kan være med til at bekæmpe ensomhed og isolation blandt de mest sårbare borgere. I år skal projekterne desuden involvere forfattere og kunstnere, så de får nogle ekstra muligheder for at få gang i hjulene under coronakrisen.”

Fakta om Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre

Kulturministeriet støtter udviklingen af folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre med ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre”. Formålet med puljen er at understøtte udviklingen af bibliotekerne og deres opgave med at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet.